Sport Event Fyn Nyhedsbrev
Se dette nyhedsbrev i en browser
Sport Event Fyn
Viktor Axelsen i kamp under Yonex Denmark Open presented by Danisa 2016

Badmintonbrag tiltrækker og tilfredsstiller tilskuere fra hele Danmark

Yonex Denmark Open i badminton kunne i år fejre 10 års fødselsdag på Fyn. Turneringen har gennem især de seneste år udviklet sig til en sand publikumsmagnet, der fylder den stemningsfyldte Odense Idrætshal med tilskuere fra hele landet flere dage i træk. 2016-udgaven, der traditionen tro fandt sted i efterårsferien, slog alle tidligere rekorder med udsolgt torsdag-søndag, og spandevis af tilfredse tilskuere, der kom til Fyn primært som følge af eventen og tog herfra igen en stor fynsk eventoplevelse rigere. Læs mere og se publikumsundersøgelsen her

Øl-ordre kickstarter fynsk eksporteventyr med fjerbolde og fødevarer

Mens 1. rundes fjerbolde ved Yonex Denmark Open presented by Danisa fløj over nettet i Odense Idrætshal satte Bryggeriet Vestfyen den sidste signatur på deres kontrakt med den kinesiske fødevaregigant, Cofco. En aftale der formentlig sikrer litervis af fynske øl i de kinesiske supermarkeder de kommende år.
 
Bryggeriets kontakt til Kina slog sine første rødder præcist et år tidligere netop i de uformelle og stemningsfyldte rammer omkring badmintonturneringen, og nu følger formentlig flere andre fynske fødevareproducenter fjerboldens fodspor ind på det store marked mod øst. Læs mere her.  

Batmænd på byrådets hjemmebane

Normalt forbinder de fleste Odense Rådhushal med travle politikere og embedsmænd, der krydser det flotte højloftede rum på vej til møde. Henover vinteren forvandlede Sport Event Fyn i samarbejde med OB Bordtennis hallen til en intim bordtennisarena, som blev rammen om de danske bordtennisherrers to EM-kvalifikationskampe.

Mens danskerne tabte første kamp mod Ungarn, besejrede de i den anden kamp, som løb af stablen i denne uge, de forsvarende hold-europamestre fra Østrig. Således kan der være endnu en kamp i sigte i Rådhushallen, hvis danskerne vinder over Ungarn i returopgøret i starten af det nye år. En spændende play-off kamp, der enten åbner eller lukker porten til EM 2017 definitivt, og som endnu engang bringer den nye, alternative venue i spil.
 
 
"Bordtenniskampene er et eksempel på, at Sport Event Fyn endnu engang har formået at udnytte byrummet og byens bygninger på en overraskende og offensiv vis i forbindelse med tiltrækningen af events", siger Jane Jegind, by- og kulturrådmand i Odense og næstformand i Sport Event Fyn.

Triatlonfestival klar med bynære ruter og kulmination i hjertet af Odense

Siden Sport Event Fyn sammen med partnerne i Dansk Triatlon Forbund og Sport Event Denmark i maj 2015 fik beskeden om, at værtsskabet for ITU Multisport Festival var vundet, og 4 VM'er dermed var på vej til Fyn, har opvarmningen været i gang.
 
I sidste uge blev den officielle kontrakt underskrevet i Madrid, og forberedelserne til det store triatlonbrag er trådt ind i en mere intensiv fase. Der begynder således at tegne sig konturer af en festival, der for alvor får triatlonfeberen til at ulme i det fynske.
 
Nye spændende og meget bynære ruter ligger meget snart klar til at blive testet af såvel elitetriatleter som sportsglade motionister ved præ-eventen Triatlon Festival 2017 fra d. 29. juni - 2. juli. Den omkringliggende festival, som for alvor foldes ud i 2018 begynder også så småt at tage form med spændende hotspots, der ikke kommer til at efterlade atleterne i tvivl om, hvor i verden, de er landet.  
 
Tilmeldingen til Triatlon Festival 2017 er åben her, og der er Early Bird Rabat at hente for de, der slår til inden nytårsraketterne stiger til vejrs.
 
 
ITU-præsident Marisol Casado og DTrif-fromand Mads Freund sætter deres underskrifter på den officielle kontrakt om værtskabet for Multisport Festival 2018

Endnu en gigantfestival til Fyn

Allerede i november kunne hele Fyn juble over udsigten til mere festivalstemning og fællesskabsfølelse - denne gang i gymnastikkens og breddeidrættens tegn. DGI var nemlig hurtigt overbevist om, at Svendborg var det rette hjemsted for Landsstævne 2021 og kunne noget før forventet melde, at den sydfynske perle havde overhalet konkurrenterne bl.a. fra Horsens. Landsstævnet, der vel kan betegnes som den eneste rigtige massesevent inden for sportens verden i Danmark, plejer at tiltrække op imod 25-30.000 gymnaster. 
 
Sport Event Fyn ønsker stort tillykke til Svendborg, og ser frem til at samarbejde om et tilløbsstykke, der udover at give et gevaldigt boost til den fynske stolthed også fremmer breddeidrætten på Fyn og resulterer i en ikke ubetydelig turismeomsætning.

God jul og godt nytår

 
Sport Event Fyn ønsker alle en god jul og et godt nytår. Og så glæder vi os til i begyndelsen af det nye år at præsentere jer bl.a. for en opsamling på 2016-eventenes effekter og et overblik over den spændende portefølje for de kommende år, hvor især de individuelle sportsgrene; triatlon og cykling bliver omdrejningspunkt for vores events. De fynske rammer byder unikke udfordringer for netop disse sportsgrene. Det samme gør vandet rundt om vores ø, som allerede i 2017 lægger bølger til store internationale sejlsportsevents.
Kulturregion Fyn
Frameld nyhedsbrev